»Europa kan ikke gøre noget mod diskens afslutning«: hvad loven egentlig siger

Efter at være blevet konfronteret af spillere efter meddelelsen om afslutningen på produktionen af PlayStation-diske i januar 2028, svarede Europa-Kommissionen, og svaret kom i overskrifterne: »Europa kan ikke gå imod PlayStations beslutning«. Det er juridisk korrekt. Men at stoppe dér er at gå glip af det væsentlige. Analyse.

Hvad der egentlig blev sagt

Adspurgt af pressen i Europa-Parlamentet i Strasbourg i juli 2026 udtalte Michael McGrath, EU-kommissær for demokrati, retfærdighed, retsstatsprincippet og forbrugerbeskyttelse:

»Virksomheder er frie til at udbyde spil og tjenester på den måde, de finder passende, forudsat at forbrugernes rettigheder er fuldt beskyttet, i overensstemmelse med national ret og EU-retten.«

Oversat: Kommissionen vil ikke gribe ind og vil ikke foreslå en lov, der forpligter Sony (eller nogen anden) til at opretholde et fysisk format. Beslutningen hører, med hans egne ord, under »de kommercielle og kontraktuelle friheder«.

Hvorfor han juridisk set har ret

• Erhvervsfriheden er en grundlæggende EU-rettighed. Artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder beskytter friheden til at drive egen virksomhed, hvilket omfatter valget af egne produkter, formater og distributionskanaler. At pålægge en producent at fortsætte med at presse diske ville være et direkte indgreb i denne rettighed, hvilket ville kræve et solidt retsgrundlag og en forholdsmæssig begrundelse i almenhedens interesse.
• Forbrugerretten regulerer hvordan man sælger, ikke hvad man fremstiller. De vigtigste retsakter, der gælder for videospil (direktiv 2019/770 om digitalt indhold og digitale tjenester, direktiv 2011/83 om oplysninger forud for aftaleindgåelse og fortrydelsesret, direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår), pålægger forpligtelser om overensstemmelse, gennemsigtighed og kontraktuel balance. Ingen af dem pålægger, eller giver mulighed for at pålægge, et bestemt distributionsmedie.
• Ingen EU-kompetence dækker dette tilfælde. EU harmoniserer det indre marked og beskytter forbrugerne; EU har ikke noget retsgrundlag for at diktere formatet på produkterne fra en privat virksomhed, der i øvrigt overholder loven. Hverken DSA (forordning 2022/2065, som retter sig mod platforme) eller DMA (forordning 2022/1925, som retter sig mod gatekeepere) finder anvendelse på dette spørgsmål.

På dette punkt er sagen altså klar: dem, der håbede, at Bruxelles ville »blokere« Sonys beslutning, forventede noget, som den nuværende europæiske ret ganske enkelt ikke tillader.

Hvor svaret fortjener at blive vendt om

Det interessante i McGraths udtalelse er ikke »virksomheder er frie«. Det er betingelsen: »forudsat at forbrugernes rettigheder er fuldt beskyttet«. For det er præcis dér, skoen trykker. Hvilke rettigheder beskytter helt konkret køberen af et 100 % digitalt spil?

• Du køber ikke en vare, du accepterer en licens. Tilbagekaldelig, ikke-overdragelig, ændringsbar, som enhver CLUF, som ingen læser, minder om.
• Videresalg af brugte spil forsvinder reelt. Den franske domstol har endeligt afvist videresalg af dematerialiserede spil (Paris' appeldomstol, 21. oktober 2022, stadfæstet af Cour de cassation den 23. oktober 2024, sagen UFC-Que Choisir mod Valve, kassationsanke nr. 23-13.738). Så længe der fandtes diske, fandtes der et marked for brugte spil, udlån og overdragelse. Diskens ophør slukker dette marked, uden at nogen lovgiver nogensinde har besluttet det: en simpel industriel beslutning skaber den virkning, som ingen lov har vedtaget. Se vores fulde analyse af videresalg.
• Bevaring er ikke garanteret. Pligtafleveringen dækker dematerialiserede spil dårligt og slet ikke spil, der afhænger af servere. Når en butik lukker, eller en server slukkes, kan spillet forsvinde, selv når det er »købt for livet«.

Med andre ord: diskens ophør er lovlig, men den flytter hele vægten af dine rettigheder over på en digital ramme, som stort set stadig mangler at blive bygget. At sige »forbrugernes rettigheder er beskyttet« i nutid er at beskrive en retstilstand, der beskytter selve købshandlingen, ikke det, spillerne forstår ved at eje, låne ud, videresælge og bevare.

Den egentlige kamp: Digital Fairness Act

Det er ikke tilfældigt, at denne udtalelse kommer en måned efter et andet forpasset møde: den 16. juni 2026 svarede Kommissionen på det europæiske borgerinitiativ Stop Destroying Videogames (næsten 1,3 millioner underskrifter) ved at afvise ethvert lovforslag til fordel for en dialog med industrien og et adfærdskodeks. Vores detaljerede analyse findes her.

Men sagen er ikke afsluttet, og det er den del, som overskrifterne om, at »Europa intet kan gøre«, systematisk glemmer:

• Den 9. juni 2026 skrev omkring 45 europaparlamentsmedlemmer fra alle politiske grupper (EPP, S&D, Renew, De Grønne, Venstrefløjen og løsgængere) til Kommissionens formand Ursula von der Leyen, næstformand Henna Virkkunen og kommissær McGrath for at kræve »et konkret lovforslag«, idet de advarede om, at et udeblevet svar »ville sende et katastrofalt signal til alle EU's borgere«.
• Siden afvisningen den 16. juni har bevægelsen omorienteret sig mod en ændring af Digital Fairness Act, den kommende europæiske lovtekst om digital retfærdighed, som er under forberedelse i Kommissionen, med henblik på at indføre forpligtelser om bevaring og udfasning af spil.

McGrath taler sandt: med den nuværende ret kan EU ikke forhindre diskens ophør. Men retten er ikke en naturtilstand, den kan ændres. Ingen kræver seriøst, at Sony skal tvinges til at presse diske i 2028. Det, der står på spil, er noget andet: at det fuldt digitale endelig følges af rettigheder svarende til dem, det fysiske medie gav os som standard, i ånden fra de »6 garantier« foreslået af GamerGen: gennemsigtighed forud for køb, reguleret videresalg, forpligtelser ved udfasning, kulturarvsbevaring.

Det, man skal huske

• Ja, Sony er i sin gode ret: den kommercielle frihed er beskyttet af artikel 16 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.
• Ja, Kommissionen taler sandt: ingen europæisk retsakt gør det muligt at pålægge en virksomhed et bestemt distributionsformat.
• Men »forbrugernes rettigheder er fuldt beskyttet« beskriver retten til at købe, ikke retten til at eje: videresalg er dødsdømt ved domstolene (Cour de cassation, 2024), bevaring er ikke garanteret af noget, og licensen forbliver tilbagekaldelig.
• Løftestangen er derfor ikke at forbyde diskens ophør: det er at opnå, i Digital Fairness Act, digitale rettigheder, der reelt erstatter det, som disken i praksis garanterede.

Kommissionen siger, at den ikke kan redde disken. Ingen bad den egentlig om det. Det, man beder om, er, at den ikke lader de rettigheder, disken bar med sig, dø sammen med den.

Læs også: PlayStation stopper produktionen af diske i 2028 · Vores analyse af Kommissionens svar til Stop Destroying Videogames · Videresalg af dematerialiserede spil: love, modsætninger og retsmidler

Referencer

• Gamekult, « L'Europe ne peut pas aller contre la décision de PlayStation » (juli 2026)
• GamesRadar+, kommissær McGraths udtalelse (originalt citat på engelsk)
• TechSpot, « EU says it can't stop Sony from ending physical PlayStation game releases »
• Direktiv (EU) 2019/770 om digitalt indhold og digitale tjenester (EUR-Lex)
• Europa-Parlamentet, opfølgningsark for Digital Fairness Act
• Cour de cassation, 1. civile afdeling, 23. oktober 2024, kassationsanke nr. 23-13.738 (UFC-Que Choisir mod Valve)